Alene

Skridtene nærmede sig stille, som en drøm, der kommer listende igennem døråbningen. Lyset reflekterede i støvet der samlede sig i luften. Det tomme rum var fyldt. Jeg følte ingenting, mærkede ingenting. Der var kun mig. Alene.

Jeg gik ud af køkkenet, væk fra den dryppende vandhane. Jeg kunne høre der blev rumsteret derude nu. Et skab blev åbnet, noget blev hældt op og køleskabet blev lukket. Havde køleskabet været åbent?

Jeg satte mig i stolen ved havedøren. Den duftede udefinerbart. En blanding af parfume, støv og årene der var gået. Mit hoved hvilede mod ryglænet. Det var mit yndlingssted. I skyggen bag havedøren. Fuglene på den anden side af glasset, vindsusene der rev blade af buskene, snefald efterfulgt af spirende knolde. Den værste årstid var sommer. Heldigvis havde solen været sparsom i år. Nogle lyspunkter var der trods alt. Jeg så igennem glasset, de grenede buske og videre ud i den dybe have, hvor rosenbuske snoede sig mellem hinanden. Jeg kunne høre mit åndedrag og mit hjerte, der insisterende bankede stille og roligt derudaf.

Der lå en tung dyne over mig, der langsomt skubbede mig tilbage. Jeg åbnede øjnene. Kunne se lyspletten på mine bukser. Ubevidst om at jeg havde sovet, men meget bevidst om, at tidspunktet var et andet. Jeg fik skubbet stolen den nødvendige meter tilbage i rummet. Jeg var atter i sikkerhed, hvor de dansende solstråler ikke kunne nå mig, men udsigten var ødelagt.

Jeg kunne lige så godt rejse mig, freden var fordi og tusinde tanker kæmpede atter om min opmærksomhed. Jeg trak irriteret gardinet for.

Jeg havde ikke mine tøfler på. Gulvet var underligt koldt, selv for et gammelt hus. De måtte stå i køkkenet. Jeg vendte hurtigt ryggen mod køkkendøren. Selvom mine fødder stak, besluttede jeg, at så koldt var det heller ikke.

Skrivebordsstolen knirkede, da jeg satte mig på den. Mine fingre lagde sig over tastaturet og begyndte hurtigt en genkendelig dans, hvor de legede sig over tasterne. Det ene ord efterfulgte det andet. Trancen var befriende. Jeg eksisterede, jeg kunne skrive ord der dannede sætninger,

Jeg tog kun telefonen, fordi den insisterende havde revet mig ud af de tanker, der foregik som et skuespil for mig indre blik.

“Ja” det var ikke fordi jeg prøvede at lyde uvenlig, men min stemme gjorde det helt af sig selv.

“Nå, troede måske du var taget på sommerferie, jeg har ringet virkelig mange gange de sidste dage” stemmen var som altid sød og imødekomne. Hårene rejste sig på mine arme.

“Sommerferie?” jeg troede egentlig det blot var et tankestrejf, men ordet var på en eller anden uforklarlig måde kommet over mine læber. Min hals føltes tør og gjorde næsten lidt ondt. Jeg rømmede mig.

“Ej, du ved, måske ikke sommerferie. Jeg mente nok bare at du holdt fri. Havde taget nogle dage hjemme for dig selv, indtil den næste uges vejrudsigt var overstået…” Stemmen var stadig glad, men det var ordenes ærlighed, der for alvor begyndte at irritere mig.

“Jeg arbejder!” Jeg afbrød uhøfligt midt i sætningen og lagde røret på.

Jeg satte mig til rette foran skærmen igen, men ordene var væk. Samtalen havde taget dem fra mig. Ærlig! Hvad kan man overhovedet bruge det til!? Jeg frøs. Mine fødder ledte forgæves efter sutskoene under skrivebordet.

Det rumsterede igen i køkkenet. Jeg opdagede det først dér, at min mave gjorde ondt. Jeg kiggede på kaffekoppen. Den havde udgjort min morgenmad, som den altid gjorde. Jeg vidste det var middagstid, allerede inden jeg kiggede på mobilen. Den lyste op og fortalte mig, at klokken var 13.51 og jeg havde 7 ubesvarede opkald.

Jeg blev svimmel og stolen vælte bag mine ben. Jeg var ved at miste balancen, fordi jeg havde rejst mig for hurtigt op. Men jeg kunne ikke blive i følelsen foran computeren. Jeg måtte have noget frokost, dulme sulten.

Et underligt stik af smerte ramte mig, da jeg kom igennem køkkendøren og så den ranke ryg stå foran mig. Maden blev stille og sikkert lavet. En avokadomad på perfekt ristet brød, serveret med en let tomatsalat og et glas sauvignon blanc. Jeg var misundelig. Den eneste følelse, ud over vrede, som jeg snart kunne genkende. Der var ind i mellem glimt af et eller andet, men jeg vidste ikke helt hvad det var. Alligevel vidste jeg, at det var en følelse, der havde været essentiel – engang.

Tallerkenen knækkede midt over, da den ramte bordet lige foran mig. Jeg blev så forskrækket, at jeg var ved at skide i bukserne. De store grønne øjne var det eneste jeg så.

Jeg tog mig sammen. Rejste mig op, gik hen til køkkenbordet. Der lå en halvbrun avokado på bordet, den moste jeg direkte på brødet. Gaflen efterlod store huller. Jeg åndede dybt ud, noget der vel nærmest kunne betragtes som et suk. Min hånd lukkede sig om vinflasken og jeg tog en stor begærelig tår, der skulle skylle den prikkende følelse i halsen væk.

“Fy for satan” Jeg spyttede vinen ud over bordet, mens jeg febrilsk forsøgte at tænde vandhanen. Jeg placerede mit hoved under det rindende vand. Det var befriende at få den ulækre smag af gammel vin væk.

Jeg trak min t-shirt op og tørrede ansigtet i den. Jeg kiggede på min flade hvide mave, der med sine insisterende lyde gjorde opmærksom på sig selv. Jeg slap blusen igen, da jeg skimtede bevægelse på gaden. Jeg vidste hvad jeg var nød til, men derfor gled mine øjenlåg alligevel opgivende ned.

Jeg rev min jakke ned fra knagen. Trådte mine kondisko på. Gemte håret under kasketten. Jeg slog kraven på trenchcoaten op, så det nærmest kun var min næse der stak ud. Jeg åbnede døren. Det var for varmt. Jeg skulle til at gå ind igen, da jeg fornemmede lydene bag mig. Jeg hamrede døren i, da jeg stod ude under halvtaget.

Jeg stod klistret op af døren. Jeg trak vejret hurtigt. Luften var fremmed og underlig. Det var som om der manglede noget i den. Støv? Mit hjerte hamrede derudaf. Dunk, dunk, dunk, dunk… Mind hænder var svedige og iskolde.

Døren bag mig pressede mod min ryg.

“Nej” ordene listede over mine læber. Presset fra døren forsvandt. Der var ikke længere nogen der forsøgte at åbne den.

Jeg kiggede ned langs den lange række af ens facader. Det var ikke ligefrem kartoffelrækkerne, men alligevel var det den stemning vi var faldet for, da købsaftalen blev underskrevet. Satans også. Jakken var alt for varm, kasketten dannede grobund for svedperler, der langsom trillede fra min pande. Jeg flygtede de sidste trin ud på fortovet, tog et langt skridt over staudebedet, og skyndte mig op mod byen, mens mine hænder rutineret børster fnokken fra mælkebøtterne væk.

Jeg gik rundt mellem hylderne i Føtex. Airconen opfordrede til, at man skulle bruge god tid. Jeg kiggede på bogudvalget, det gjorde jeg altid. Et stort gult skil med teksten “Frit valg 30 kr.” fangede mit blik. Det hang over den hylde, hvorfra jeg stod med en bog i hånden.

I brødafdelingen blev jeg irriteret over det ringe udvalg af ØKO-brød. Det var faktisk det samme igennem hele butikken. Det føltes dejligt at gå der og blive irriteret! Et hvilket som helst supermarked burde have et godt udvalg af ØKO varer! Det er jo for helvede en tid, hvor vi skal stå sammen og tage et fælles ansvar for klimaet.

Ved selvskanningskassen fik jeg bippet mine vare igennem. Jeg har fået købt en masse basis varer som brød, smør, vin osv., det man behøver for at overleve. Jeg pakkede det i mit stofnet, som jeg selvfølgelig altid har med mig.

Varmen slog mod mig, da døren ud mod gaden gik op. Jeg lukkede jakken tættere omkring mig. Prøvede at bevare kulden omkring mine knogler. Jeg gik ned ad gaden. Alene. Befriende.

Døren lukker bag mig og jeg tager hurtigt overtøjet og sko af.

Jeg pakkede varerne ud. Der bliver ikke sagt en lyd, men stemningen kan nærmest skæres ud af den tunge luft. Fuld af ord der aldrig blev sagt, de grønne øjne dybt i ansigtet.

Jeg vidste, at lige så snart et ord var sagt, var de en del af virkeligheden, men kun i det øjeblik. De ville forvinde i glemslen og stoppe med at have relevans. Derimod vil ord der ikke bliver sagt eksistere for evigt. Jeg rystede på hovedet, for at gøre tanken fri.

Det sidste jeg fik op af posen, var bogen med det gule skilt og budgetrugbrødet.

Solen havde bevæget sig om på gadesiden af huset. Jeg skubbede min lænestol tættere på havedøren. En indskydelse fik mig til at åbne den på klem. Jeg kunne høre svage stemmer. Jeg borede mig ned i stolen, prøvede at få den til at omslutte mig, så jeg for evigt ville være en del af den.

“… men når det er tomt, hvordan så med overtagelse?” stemmen var ligegyldig. Jeg ville lukke den ude. Den eksisterede ikke.

“Altså det er helt op til jer. Det er jo, som du ved, et dødsbo” Mægleren stemme var naturlig. Jeg sank tilbage, følte at jeg faldt i en uendelighed, blev vægtløs og pludselig var ét med den støvede duft af parfume.

“… Forfatter… isoleret, men flink og venlig. Det var jo en ulykke, så efter det skete… tilbage ud i livet…” Jeg skreg, skreg så højt at mit hoved sprængtes. Men rummet var stille.

“Når man står hinanden så nært, og dele den form for kærlighed, vil livet for altid være forandret…” Jeg blev fyldt af tomrummet. Stilheden der kommer når man besvimer. Duften af støv og parfume.

Jeg vågnede. De grønne øjne. Insisterende. Store og dybe. Det var aften. Endnu en af de lyse nætter.

“Du burde gå i seng” Ordene søgte dybt ind i mig, hvor de blev til små dråber, der blev blinket væk af mine øjenvipper. Alligevel er stemmen et dybt ekko indeni mig.

Det rumsterer i køkkenet. Jeg er alene.